Fanø
Historisk info om Fanø. der er en 56 kvadratkilometer stor, langstrakt sandø i Vadehavet ud for Esbjerg.
Følgende beskrivelse af Fanø er fra Trap Danmark 3 udgave.
Fanø ligger S. Ø. for Skallingens Sydspids, fra hvilken den skilles ved det c. 1/6 Mil brede Graadyb, medens Farvandet mellem Øens Nordøstspids og Esbjærg (Fanø Bugt) er c. 1/4 Mil. Fra N. N. V. til S. S. Ø. er Øen henved 2 Mil, medens dens største Bredde fra Ø. til V. er henved 3/4 Mil. Øen, hvis højeste Punkt, 68 F., 21 M., ligger nærved Sydspidsen, har en temmelig jævn Overflade, der overvejende er dækket af Hede, Flyvesand og Klit (godt 3/5 af Arealet); kun mod N. omkring Nordby og mod S. lige N. for Sønderho findes der nogle flade Strækninger, som dyrkes. Langs hele Vestkysten strækker sig en Række Klitter og uden for dem en bred Forstrand af fast Sand. Øen er 9717 Td. Ld. (0,97 □ Mil, 53,6 □ Km.); 1/2 1901 havde Øen 3177 Indb. (1801: 2230, 1840: 2678, 1860: 2963, 1890: 3202). Den udgør en egen Jurisdiktion, Fanø Birk (se S. 649), og hører i øvrigt under Varde Amtstue- og Fanø Lægedistr., 11. Landstings- og Amtets 2. Folketingskr. Den har to Sogne, Nordby og Sønderho.
Af Fladeindholdet ere 742 Td. Ld. besaaede (se i øvrigt under Sognene), 1352 Afgræsn., Høslæt, Brak og Eng, 1140 Skov og Plantage — deraf er den 1892 anlagte Nordby Statsplantage 1004 1/2 Td. Ld. —, 52 Have, 360 Moser og Kær, 76 Veje og Byggegrunde og 5990 Hede, Flyvesand, Klit m. m. Agerbruget er saaledes af forholdsvis ringe Betydning, og Engene afgive ikke fuldt tilstrækkeligt Hø til Øens eget Forbrug. Hovederhvervet er Skibsfart (1890 levede 37 pCt. af Befolkningen heraf), og Øens Handelsflaade — der dog er i Nedgang siden 1896 paa Grund af Sejlskibsfartens Tilbagegang og usædvanlig mange Forlis — er meget betydelig, dog ikke saa meget i Antal af Skibe, da disse ere store, til Dels Jærnsejlskibe, som beskæftiges i udenrigsk Fart; men i Registertonnage staar Flaaden kun tilbage for Kjøbenhavns og Marstals. Fiskeriet, der i mange Aar har været ubetydeligt, er i den sidste Tid, til Dels paa Grund af Sejlskibsfartens Tilbagegang, steget meget ved Anskaffelsen af store Fiskerfartøjer med Motorer og med Motorbaade; ifl. Fiskeriberetn. var der i 1902 ved Nordby Kysttolddistr. 1 Dæksbaad, 10 Kuttere og 30 mindre Baade; der fiskedes især Rødspætter, til en Værdi af 1092 Kr.; men de fleste Kuttere afæstte Ladningen i Esbjærg.
Ved Fanø Toldsted fortoldedes i 1902 af fremmede Varer bl. a.: Bomulds- og Linnedmanufakturvarer 596 Pd., Vin 5122 Pd., Kaffe 3934 Pd., Stenkul 100,500 Pd., toldpligtige Metaller og Metalvarer 1106 Pd. og Tommer og Træ 1093 Kbfd. Til indenlandske Steder uden for Øen udførtes bl. a.: 1292 Pd. Kød, 78 Td. Smør, 26 Heste, 34 Stkr. Hornkvæg, 109 Svin, 4575 Pd. Uld, 14,092 Pd. Huder og Skind og 260 Pd. tør og saltet Fisk. — Ved Udg. af 1902 var der hjemmehørende paa Øen 74 maalte Baade og Fartøjer med 26,869 Tons Drægtighed (deraf 3 Dampskibe paa tils. 236 T. og med 197 Hestes Kr.), hvoraf 23 vare paa 200 til 400 T. hvert og 23 paa over 400 T. hvert. I udenrigsk Fart indkom 8 Skibe med 47 Tons Gods; i indenrigsk Fart indkom 21 Skibe med 92 og udgik 18 Skibe med 7 Tons Gods. Told- og Skibsafgifterne udgjorde i 1902, efter Fradrag af Godtg., 4122 Kr., Krigsskatten af Vareindførselen 605 Kr., tils. 4727 Kr. (556 Kr. mindre end i 1901).
Landbruget besørgedes tidligere mest af Kvinderne, da Mændene vare til Søs om Sommeren. Dette Forhold er dog nu væsentlig forandret, efter at den oversøiske Fart har afløst den tidligere indenrigske, men Kvinderne tage endnu Del i Landbruget. I Dalstrøgene mellem Klitterne vokse Græs og Dværgpil („Vægger“), der afgive Føde for den ret store Faarebestand; de store Engstrækninger paa Øens østside afgive fortrinligt Hø. En Del ældre Sømænd søge Beskæftigelse ved Badestederne, som blive meget besøgte i de senere Aar. Øen har ogsaa gode Betingelser for et moderne Badeliv, dels paa Grund af sin ejendommelige Natur med den for sin særegne Skønhed bekendte Klitbræmme og den brede Forstrand langs Vestkysten, dels paa Grund af det særegne Præg, der hviler over Befolkningen. Kvinderne have endnu for en stor Del bevaret den karakteristiske Nationaldragt, der noget minder om Amagernes; under Markarbejdet bære de ofte sorte Halvmasker („Struder“) for Ansigtet paa Grund af den barske Vestenvind og den stærke Sol. Boligerne ere næsten alle ens: en lang, lav Bygning i eet Stokv. af røde Sten med Straatag; i den ene Ende er Beboelseslejligheden, i den anden Bryggers eller Vaskerhus, Stalden og en lille Lo. Til de fleste Huse høre en lille Have. Som alle Øboere holde Fannikerne stærkt ved gamle Skikke og Sæder.
Øens Navn (c. 1340: Faanø) har man villet aflede af Ordet Fønn, ɔ: Snedrive, en Hentydning til dens hvide Klitter. Øen, der er en Fortsættelse af Vestjyllands Klitdannelse, har sikkert tidligere været større, navnlig bredere end nu. Sagnet vil ogsaa vide, at der i gamle Dage har været et tredje Sogn, Vesterho, som er blevet bortskyllet ved en Stormflod, maaske 1555 eller tidligere, i Middelalderen; den har i gamle Dage været delt i to Dele ved et Sund, der gik over Annedal. Øen hørte fra gammel Tid som Bøndergods under Riberhus Ladegaard; men 1741 lod Chr. VI den sælge ved Aukt. for c. 6000 Rd. til samtlige Beboere, der købte den med Jagt- og Strandretten. Den gamle Ordning med Fællesjord har til Dels endnu holdt sig, idet Oddens Indb. i Fællesskab eje en flere 100 Td. Ld. stor Marskeng („Grønningen“) paa Nordspidsen af Øen, som benyttes til Kreaturgræsning. Øens Jorder ere ikke matrikulerede og udskittede, men hver Ejer har sine Jorder liggende i spredte Smaaagre. Der finder endnu Løsgang af Kreaturer Sted. Hartkornsafgiften indbetales under eet af „Hartkornskassen“, en Forening af Grundejere, opr. 1867, som saa fordeler Afgiften mellem Grundejerne (der arbejdes dog nu paa at afskaffe denne gammeldags Ordning). Ved Østkysten har man tidligere søgt at indvinde Land til Eng ved den saakaldte „Udgrøftning“, idet man paa Vaderne gravede smaa Grøfter; det mellem disse opskyllede Slik bliver højere og højere og hæver sig efterhaanden over daglig Højvande. I 1874 gaves der saaledes en Privatmand Koncession paa Indvindingen af et Areal paa 2600 Td. Ld., men Koncessionen er ikke fornyet og Arbejdet ikke fortsat. Paa Østkysten er der flere Steder anlagt „Fuglekøjer“, en af Træplantning omgiven Dam eller lille Sø, hvorfra der udgaar Kanaler, og hvori der ved Hjælp af Lokkeænder fanges Vildænder under udspændte Staaltraadsnet. For Tiden er der 4, hvori der aarl. fanges flere tusinde Vildænder.
